Gustav Juhl
Todd Phillips’ Joker fra 2019 hev Oscar-nomineringer hjem, og blev den første R-ratede film til at nå en milliard dollars i Box Office. En efterfølger har siden ligget i kortene, selvom planen oprindeligt var at Joker skulle stå alene som et værk i sig selv. Phillips, manden bag Hangover-trilogien og producer på A Star Is Born (2018), har selv indrømmet i Variety, at hvis der er én ting, han ikke kan modstå, så er det risiko – hans foretrukne ‘drug of choice.’ Med den næste film i rækken, Folie à Deux, genopfinder Phillips Joker-fortællingen til en musical og viser lige ud, at han ikke lader sig begrænse.
Joker: Folie à Deux udspiller sig to år efter, at Arthur Fleck (Joaquin Phoenix) optrådte på Murray Franklins talkshow klædt som den Joker, vi kender, og skød Robert De Niro i hovedet på landsdækkende TV. Siden er Fleck indsat på det berygtede Arkham Asylum. Her møder han den psykotisk charmerende Lee Quinzel (Lady Gaga), som kærligt leder ham længere ind i hans splittede alter-ego persona som The Joker. En Joker, som Gothams befolkning forguder, alt imens Fleck selv befinder sig midt i en retssag, der skal beslutte hans fremtid mellem behandling eller dødsdom.
Phoenix præsterer ikke helt så stærkt som i 2019. Selvom han fysisk leverer en krop, der virker mere udsat end i Joker, bliver man efterladt med en performance, der mangler de sidste fem-ti procent for virkelig at træde igennem. Men med det benspænd som musical-genren bringer ind i en Joker-fortælling, er dette dog ganske tilforladeligt.
I Folie à Deux hæmmes intensiteten delvist af musicalelementerne, hvor sangsekvenserne og de surrealistiske indslag afbryder den opbyggede spænding, der ellers kunne have udforsket Flecks sindstilstand dybere. Dog fungerer dette som et bevidst benspænd – en kommentar på Flecks splittede virkelighedsforståelse, der tydeligt viser, hvordan han mister grebet om, hvad der er fantasi, og hvad der er virkelighed.
Phillips og Scott Silvers manuskript lader løbende Jokeren og Lee falde ud af tid og rum og ind i dagdrømme, hvor det at bryde ud i sang og smadre en dommers kranie med hans hammer er uden konsekvenser. Volden bliver en del af Arthur Flecks fantasi som Joker, og gør det klart, at det mere er et symptom på hans indre konflikt, end det bliver et argument for vold for volds skyld.
Når det er sagt, så er der bare noget iboende perverst smukt over at se Joaquin Phoenix slå sig skødesløst omkring og kaste de fedtede grønne lokker rundt, mens han synger duet med Lady Gaga i en rolle, der allermest minder om en forskruet omvendt version af A Star Is Born. Det er gakket, det virker og så er det virkelig meget Folie á deux – eller på godt dansk: galskab for to.
At Folie à Deux har skruet ned for volden, er også et skridt i den rigtige retning af flere årsager. Det giver plads til, at et nyt budskab kommer tydeligt igennem. Fortællingen om Arthur Fleck og hans spaltede alter ego, Joker, bevæger sig væk fra historien om en mand, der føler sig uset og nødsaget til vold og hen mod en dybere underliggende kritik af samfundets idolisering af Flecks alter ego, Joker. Gothams befolkning ser Jokerens voldelige modstand mod et undertrykkende system som et ideal, men forlader samtidig støtten til ham, når han er ”sig selv” som Fleck. Joker: Folie à Deux formår at fungere som en kritisk analogi til den moderne vestlige verden, hvor idoliseringen af ekstreme sensationer og kendisstatus skygger for personen bag facaden.
Kommentarer